TP 30 RINGSTED BANEN – FØRSTE SEKTION KLAR TIL MONTERING

2015-04-17

Tidspunktet nærmer sig, hvor den længste jernbanebro på Ringstedbanen, betegnet som TP 30 – med en total længde på 512 meter skal monteres nær Vallensbæk sø, hvor broen skal krydse Motorring 4.

De store fundamenter til jernbanebroen er i øjeblikket under udførelse ligesom de store beton søjler. Overbygningen til broen, der er en kontinuerlig kompositdrager med spændvidde på ca. 26 meter. Ståldelen – de kasseformede ståldragere bliver fremstillet på et værksted i Gdynia i Polen.

Disse store 3 meter høje og 5 meter brede kassedragere bliver transporteret på pram fra værkstedet i Polen til Korsør den 16. juni 2015. Flydekranen Samson, der kan løfte 900 ton, løfter elementerne der vejer op til 200 ton fra prammen og op på særlige transportvogne, der skal føre elementerne frem til byggepladsen ved Vallensbæk Sø.

Når elementerne til den nordlige ende af broen er monteret med mobilkraner i løbet af en enkelt weekend, samles de med montagebolte før der udføres svejste montagestød i dragerne. Den sydlige ende af stålbroen forventes at blive monteret i weekenden den 24. -26. juli 2015 og til slut den midterste strækning i perioden den 1. – 10. september.

I oktober 2015 kommer næste fase, hvor betondækket skal udstøbes ovenpå disse ståldragere når de er blevet forankrede i endevederlagene. Der udformes en særlig støbevogn der kører ovenpå stålkasserne således, at trafikken ikke generes under udstøbning af betondelen. Det er første gang dette byggeprincip benyttes i Danmark og det er udviklet med henblik på en minimering af generne for den motorvej, som krydses af jernbanebroen under en meget spids vinkel.