Levetidsforlængelse for Slusen ved Kalvebod
Bevægelige konstruktioner i vand kræver jævnlig vedligeholdelse for at bevare en sikker og pålidelig funktion. Det gælder også Slusen ved Kalvebod, en vandregulerende sluse i Københavns Sydhavn som samtidig udgør en genvej mellem Amager og Sydhavnen for hundredvis af københavnere hver dag.
Efter godt 20 års drift trængte sluseportene og de mekaniske konstruktioner, der manøvrerer dem ud af og ind i deres gruber, til levetidsforlængende vedligeholdelse. En tilstandsvurdering viste, at sluseportene, som ISC Rådgivende Ingeniører selv havde projekteret i 2000, var i god stand. Der var ingen væsentlig tæring, og vedligeholdelsesarbejder relateret til stålkonstruktionernes overflader kunne begrænses til sandblæsning og fornyet malebehandling.
Mekaniske komponenter blev renoveret
Derudover blev stålruller og andre mekaniske komponenter renoveret, mens træbjælker, der fungerer som tætning mod sluseportenes anlægsflader på kajanlægget, blev udskiftet. Endelig blev den katodiske beskyttelse af stålkonstruktionerne fornyet.
I projektet spillede æstetiske hensyn i forhold til indpasning i et havnemiljø, der er transformeret fra industriområde og fiskerleje til boligkvarter og rekreativt område, en væsentlig rolle.
Løfteopgave krævede stor præcision
ISC Rådgivende Ingeniørers opgave omfattede også udarbejdelse af en detaljeret løfte- og bugseringsplan for fjernelse og geninstallering af portene, som hver har en egenvægt på 70 ton. Den opgave kræver stor præcision, bl.a. for at sikre portenes stabilitet under den kritiske nedsænkning i vandet, hvor tyngdepunktet for de delvist luftfyldte sluseporte forskydes af opdriften.
Konstruktioner som Slusen ved Kalvebod bliver stadig mere relevante, i takt med at klimabetingede havniveaustigninger i stigende grad gør det nødvendigt at sikre kystnære områder mod oversvømmelse med diger, højvandsmure og stormflodsbarrierer.