Vej- og stibroer i Københavns Inderhavn
ISC har i tæt samarbejde med CG Jensen som totalentreprenør samt By og Havn, Sjælsø, NPV A/S og NRE Copenhagen A/S udarbejdet projektforslag, forprojekt, myndighedsprojekt og efterfølgende detailprojekt for i alt 14 vejbroer, 13 stibroer og 1 træbrygge i Københavns Inderhavn/Sydhavn.
Broerne bliver en del af de nymodnede boligkarréområder og skaber forbindelse mellem de respektive karréøer, som er adskilt af nyetablerede kanalforløb.
Stibroerne spænder over kanalløbene, oftest med to langsgående kasseprofiler som kantbjælker, mens enkelte dog er udført kontinuerligt over mellemunderstøtninger, hvor spændene har været større. Stibroerne har varierende længder fra 9 m til ca. 40 m samt en typisk bredde på 3–5 m. 3 af stibroerne er udført med klapfag. Disse broer er designet med en vridningsstiv tværgående kassedrager, over betonmellemunderstøtningen i bromidten, hvis hulrum fungerer som maskinrum for det mekaniske anlæg, primært bestående af en pumpestation og to hydrauliske cylindre, som driver klapfaget.
På stibroerne etableres der et specialdesignet rækværk med lodrette sceptre, svejset til broens kantbjælker, og udfyldt med forspændte rustfri stålwire. På nogle etableres specialdesignede rækværk med håndlistelys og opadrettet effektbelysning på de lodrette pladesceptre, som værnet alene består af. Broerne er alle udført i stål, malet og brodækkene er beklædt med FSC-mærkede azobé-planker.
Rådgiverens rolle
- Projektforslag og forprojekt.
- Detailprojektering af broens over- og underbygning.
- Myndighedsprojekt.
- Værkstedstegninger til stål- og planketømmer.
Supplerende oplysninger
Udviklingen af projektforslagene for broerne er etableret i samarbejde med bygherrer, arkitekter og totalentreprenører, så hensyn og særlige ønsker fra de fremtidige brugere samt de udførende er inddraget ifm. fremstilling og montage er sikret.