Lokation:

Kalundborg Havn

Byggeår:

2020

Klient:

NOV Flexibles I/S

Partnere:

Vesti Olsen A/S

NOV Bygning 70

En bygning på 325 m² lyder umiddelbart ikke voldsomt stor. Men når den skal rumme håndtering, reparation samt på- og afspoling af spoler med en diameter på op til 12,5 meter, ændrer skalaen sig. Det var udgangspunktet for spolehallen på fabriksområdet for offshore-rørsystemproducenten NOV Flexibles ved Kalundborg Havn. Her håndteres store spoler med fleksible rørledninger til offshore-industrien, og bygningen skulle indpasses som en tilbygning til eksisterende produktions- og spolehaller.

Port på størrelse med et parcelhus

Spolehallen er omkring 18 meter høj og udført som en uisoleret stålrammekonstruktion. For at få de store spoler og specialudstyr ind og ud af bygningen er den forsynet med en fleksibel megaport med en åbning på ca. 15 × 13,5 meter – et areal på godt 200 m². Tagkonstruktionen har ovenlys og integreret brandventilation. De store dimensioner er imidlertid kun en del af ingeniøropgaven. Spoler og håndteringsudstyr påfører konstruktionerne betydelige dynamiske laster, som bygningens underbygning og fundering skal kunne optage. I gulvkonstruktionen er der desuden integreret skinnesystemer til manøvrering af spoleanlægget.

Fundering på tidligere fjordbund

NOV Flexibles’ fabriksområde ligger på havnen i Kalundborg, hvor dele af området består af opfyldte fjordarealer. De geotekniske forhold stillede derfor særlige krav til funderingen af den høje bygning og det tunge udstyr. Underbygningen blev udført som en pælefunderet betonkonstruktion med terrændæk, fundamenter og betonbjælker. På den måde kunne krafterne fra både bygningen og de tunge håndteringsoperationer føres sikkert ned gennem de opfyldte jordlag.

Rådgivning fra projektforslag til færdig spolehal

ISC var totalrådgiver på projektet og fulgte det fra projektforslag og myndighedsprojekt til udbud og udførelse. Rådgivningen omfattede blandt andet projekteringsledelse, arkitektprojekt, bærende konstruktioner, vej og kloak samt brandprojektering og myndighedsbehandling. Underbygningen blev projekteret i detaljer af ISC og udbudt i hovedentreprise, mens stålhallens overbygning blev udbudt som en systemleverance i totalentreprise. ISC varetog desuden projektopfølgning, fagtilsyn og byggemøder under udførelsen.